28. juni 2019

God sommer til alle




Så er det første halvår af 2019 ved at være slut, og vi kan se tilbage på et aktivt forår.

Vi takker for jeres gode opbakning til arrangementerne i årets første seks måneder. 
 
Medlemsarrangementer i  første halvdel  af 2019  
Vi startede året med et velbesøgt medlemsmøde om bæredygtighed i turismeerhvervet. Derefter fulgte vores bustur til Ferie for Alle i Herning, hvor vi traditionen tro uddelte vores to priser.
Havfrueprisen tilfaldt i år Fårup Sommerland for mere end 10 års målrettet arbejde med service og indførelse af uddannelsesprojektet "New Innovative Customers Experiences" for medarbejdernes engagement og værtsskabsrolle. Ligeledes i Herning blev årets rejsejournalist kåret, og det blev redaktør Tina Krongaard, Politiken/Turen går til.
Næste arrangement var årets generalforsamling, hvor vi bl.a. uddelte Danske Rejsejournalisters Rejsepris 2019. Den gik til JS Rejser for rejsebureauets fastholdelse af sit koncept med at arrangere rejser med autentiske oplevelser i lande bag det tidligere jerntæppe.   
Vores næste medlemsmøde, som også var en succes, handlede om turisme-trenden ”Back to Nature”. Den er for alvor ved at slå sig helt fast, kunne man forstå på panelet, der fortalte om mange gode tiltag, og bæredygtighed, som vi debatterede på førstnævnte møde, faldt naturligt nok også ind her. Referater fra arrangementerne kan læses på vores hjemmeside. 
Ud over medlemsarrangementerne har vi formidlet presseinvitationer fra en række aktører inden for turistbranchen.  
 
Velkommen til nye medlemmer
Siden sidste nyhedsbrev har vi fået to nye branchemedlemmer, nemlig Lisbeth Nedergaard, Spies og Thomas Cook Airlines, og Anne-Sofie Hüttemeier, Thomas Cook Airlines. Desuden er Karin Bunk Jensen nyt mediemedlem.

Vi ønsker alle velkommen i foreningen. 

Vi skal samtidig opfordre alle vores medlemmer til at lave et serviceeftersyn af deres kontaktinformation på vores hjemmeside. Er navn, telefonnummer og ikke mindst mailadresse korrekt? Hvis ikke - så tøv ikke med at sende rettelser hurtigt til info@rejsejournalisterne.dk.

Bestyrelsen arbejder p.t. på en række aktiviteter til efteråret. I hører fra os i begyndelsen af august med invitation til det første arrangement.      
                                                                                                       
Vi ønsker alle medlemmer og jeres familier en rigtig god sommer. 

Med venlig hilsen bestyrelsen
 


Til nyhedsoversigt
  • Se alle